top of page

Luciasnurrer

Lucia er en virkelig hyggelig juletradition synes jeg, og jeg glæder mig umådelig meget til jeg skal se Ull gå Luciaoptog om nogle år i børnehaven. Altså bortset fra at jeg synes tiden går ALT for stærkt og jeg ville ønske vi kunne stoppe tiden bare en lille smule, for hold nu op hvor er min lille dreng allerede blevet stor!

Der bliver delt de smukkeste billeder af luciakranse i øjeblikket, nogle store flotte fletværk - men det må blive om nogle år, for med et lille barn i hjemmet har jeg altså ikke rigtig tiden til de smukke kreationer!


Hvis du i øvrigt bare vil have de klassiske luciaboller, så kan du sagtens bruge denne opskrift og forme dem som du vil og pynte med rosiner eller smuttede mandler! Eller blot forme dem som snegle, hvis du gerne vil have remoncen, men ikke helt kan finde tid til fletteteknikken, HUSK det handler om at gøre det så nemt for os selv som muligt, nogle gange..


Ingredienser:

2,5 dl lun mælk

20 g gær

75 g blødt smør (evt. et vegansk alternativ)

Lidt stødt safran

2 spsk smagsneutral olie

40 g sukker

Et nip salt

470 g mel


Til fyld:

80 g sukker

80 g marcipan

80 g smør


Fremgangsmåde:

Rør gæren ud I den lune mælk, og bland det bløde smør, safran, olie, sukker og salt i blandingen.

Rør det hele godt sammen og tilsæt til sidst melet.

Dejen skal være rimelig blød.

Rør dejen på røremaskine i 8 minutter og lad den derefter hæve lunt ca en time til dobbelt størrelse.

Bland Ingredienserne til remoncen sammen med en gaffel (eller med hænderne - det er meget tilfredsstillende)

Rul dejen ud på et meldrysset bord til ca 30 × 30 cm.

Fordel remoncen ud over dejen og fold dejen ind over hinanden, så der er 3 lag, med remonce imellem. Skær dejen I 12 lige store strimler.

Del hver strimmel i 3 dele, med en skarp kniv, så de kun sidder sammen øverst oppe.

Flet hver strimmel og rul dem sammen fra den ene hvor de sidder sammen.

Læg på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve mens ovnen varmer op til 180 grader varmluft.

Pensl evt med lidt mælk (jeg glemte det, de smagte fantastisk alligevel) og drys med perlesukker.

Bag dem midt i ovnen i ca 15-17 min og lad dem køle på en rist.

bottom of page